Værdigrundlag

Vi har arbejdet med følgende for vores kommende bofællesskab

Vores fællesskab

Vi tror på et fællesskab baseret på bæredygtighed, rummelighed, mangfoldighed, og tolerance. Grundlæggende mener vi, at det er vigtigere selv at udvise tolerance, frem for at kræve, at andre viser hensyn.
Vores fællesskab er baseret på frivillighed, og vi balancerer privatlivet og fællesskabet. Vi har en grundlæggende tro på, at alle beboere i Staldhusene vil fællesskabet. Vi har fokus på, at vores fællesskab forbliver stærkt, og vi værner om dette. Vi drager omsorg for hinanden og viser respekt for særlige behov og livssituationer. Dette inkluderer også situationer, hvor beboere har behov for at trække sig lidt fra fællesskabet.

I vores fællesskab er der plads til at være barn. Vi vil gerne give vores børn et godt sted at vokse op, både med mange voksne og børn som legekammerater. Vi vil lære dem, at vi alle skal bidrage til fællesskabet og løfte opgaver i fælleskab.

Vores beslutninger

Vi bruger vores månedlige beboermøder til at diskutere og træffe beslutninger, der vedrører fællesskabet og vores fælles liv. Vi tilstræber konsensus, men kan dette ikke opnås, udskydes en beslutning til næste beboermøde, så folk har tid til at tænke og snakke sammen. Vi tror på, at vi gennem denne tænkepause, får nye ideer og alternativer på banen, der forhåbentlig kan give konsensus. Opnås denne stadig ikke, afgøres diskussioner på demokratisk vis. Når en kollektiv beslutning er truffet, udviser vi respekt for denne.
Nye initiativer igangsættes og drives af arbejdsgrupper, som alle kan foreslå og deltage i. Vi uddelegerer ansvar og mandat til disse grupper, så vi kan sikre fremskridt og eksekvering.

Vores fælleshus

Vores fælleshus er centrum og samlingspunktet for vores fællesskab. Det skal inspirere til at blive brugt af både børn og voksne, og alle ideer til brug af fællesrummet er meget velkomne. Vores fælleshus skal rumme langt mere end vores fællesspisning, og skal være et rart sted at mødes omkring forskellige aktiviteter, til fester og til hygge.

Vores fællesspisning

Vores fællesspisning er et centralt element i bofællesskabet. Vi tror på, at vi skaber gode relationer og møder hinanden bedst over et godt måltid mad. Vi mødes 4 gange om ugen, med mulighed for madklubber i weekenden.
Vores madordning er fleksibel i forhold til de enkelte familiers behov. Det vil sige, at der er mulighed for at tage maden med hjem, melde fra eller invitere gæster med til spisning.
Vi tilstræber at spise økologisk og lokalt, samt fastlægge sunde og ernæringsrige kostplaner. Vi vil ydermere imødekomme alle beboeres behov, herunder vegetarer, veganere samt allergikere med forskellige madretter.

Vores omgivelser

Vores fællesarealer er indrettet, så vi kan møde hinanden og nyde vores omgivelser, men samtidig så privatlivet tilgodeses. Vi har faste arbejdsdage til vedligehold af inde- og udearealer. Vi respekterer naturen og vores omgivelser, og drifter vores bofællesskab så bæredygtigt som muligt.

Vores byggeri

Vi har boliger i varierende størrelse, så der er plads til både singler, par og børnefamilier. Dermed muliggør vi et fællesskab med bred diversitet, hvor der er plads til alle.